7. Hjernedødsdiagnosticering

Hjernedødskriteriet er gældende ved lov i Danmark. Ved hjernedød forstås irreversibelt ophør af al hjernefunktion.
Ved diagnostik af hjernedøden skal den kliniske undersøgelse altid foretages. 

Der kan være forhold der gør, at den kliniske undersøgelse skal suppleres med 4-kars angiografi. Skal der suppleres med 4-kars angiografi skal både den kliniske undersøgelse samt angiografien foretages på det universitetshospital, der foretager angiografi undersøgelsen. 

Den kliniske hjernedødsundersøgelse

Inden den kliniske hjernedødsundersøgelse foretages, er det væsentligt at sikre sig, at betingelserne for at stille hjernedødsdiagnosen er opfyldt, ligesom det er vigtigt at forudsætningerne for at kunne foretage den kliniske hjernedødsdiagnose er tilstede. Læs mere om hvad man skal være opmærksom på, når den kliniske hjernedødsdiagnose skal stilles under de enkelte underpunkter. 

 


Betingelser for at stille hjernedødsdiagnosen

 

For at kunne stille hjernedødsdiagnosen skal følgende betingelser være opfyldt:

 

  • Årsagen til hjernedøden skal være kendt
  • Hjernelidelsen skal være utilgængelig for behandling og vurderet som dødelig
  • Det skal være vurderet, at hjernestammeskaden er sekundær til en dødelig storhjernelæsion. Storhjernelæsionen skal være strukturel og rumopfyldende, og være påvist ved CT eller MR. Er skaden alene infratentoriel, anoksisk eller iskæmisk, skal den kliniske undersøgelse suppleres med 4 kars angiografi   
  • Der skal være forløbet mindst 6 timer fra tabet af bevidsthed og ophør af spontan respiration (sidstnævnte beror på en lægelig vurdering og vil som hovedregel være sammenfaldende med det tidspunkt, hvor patienten holder op med at trigge respiratoren)
  • Niveauet af sovemidler og/eller muskelrelakserende midler i blodet skal skønnes at være på et niveau, hvor det ikke ikke vil kunne påvirke den kliniske undersøgelse
  • Legemstemperaturen skal være > 35 grader og det systoliske blodtryk > 90 mmHg
  • Andre årsager til bevidstløshed skal være udelukket, herunder hypoglykæmi, diabetisk- og hepatisk koma
  • Pupillerne skal være middeldilaterede eller større

 


Den kliniske hjernedødsundersøgelse

 

For at konstatere om hjernedøden er indtrådt, foretages to kliniske undersøgelser af hjernefunktionen. Undersøgelserne foretages af de samme to læger. Den ene skal være den læge, som har behandlet patienten i den sidste fase af sygdommen, og den anden skal være speciallæge i neurokirurgi eller neuromedicin. Der skal foretages 2 kliniske undersøgelser med minimum 1 time mellem afslutningen af den første undersøgelse og påbegyndelse af den næste.   

 

Til diagnosticering af hjernedød anvendes tjeklisten til konstatering af hjernedød. Skemaet printes og udfyldes. Hvis du ønsker at udfylde skemaet elektronisk, skal du finde det tilsvarende word dokument lokalt.

 


Utensilier v/ hjernedødsdiagnosticering

 

  • Lygte
  • Vatpinde
  • Evt. otoscop
  • Isvand, jeanetsprøjte, kapsel og afdækningsstykke
  • Skaftet på reflekshammer eller lignende til smertestimulation 
  • Sugekateter
  • Tungespatel
  • Iltkateter
  • 3 arteriepunktursprøjter

 


Assistance til den kliniske hjernedødsundersøgelse

 

På hospitaler, hvor der ikke er en speciallæge i neurokirurgi eller neuromedicin til rådighed, kontaktes transplantationscentret, som sender en speciallæge ud for at medvirke ved hjernedødsundersøgelserne. 

 


Pårørende og hjernedødsundersøgelsen

 

Pårørende tilbydes at overvære hjernedødsundersøgelsen, da det kan være med til at understøtte erkendelsen af, at patienten er død. Forinden informeres de grundigt om undersøgelsen, og hvad de kan forvente at se, samt det aftales indbyrdes i personalegruppen hvem der særlig har øje på de pårørende og deres reaktioner.

 

De pårørende informeres inden undersøgelsen også grundigt om risiko for spinalreflekser. Der kan tages udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens folder om hjernedød og organdonation, da det her er forklaret i forståelige vendinger. 

Supplerende diagnostisk metode (angiografi)

I særlige tilfælde f.eks. ved anoxisk/iskæmisk hjerneskade skal hjernedødsdiagnosen bekræftes med supplerende 4-kars angiografi. Desuden er der visse situationer, hvor det ikke er muligt/tilstrækkeligt at foretage en fuldgyldig hjernedødsundersøgelse. I disse tilfælde skal den kliniske hjernedødsundersøgelse også suppleres med cerebral 4-kars angiografi.

 

Før en evt. 4-kars angiografi skal de dele af den kliniske hjernedødsundersøgelse, der kan vurderes, være undersøgt og dokumenteret. Det betyder, at der inden angiografi skal foretages 2 kliniske undersøgelser med minimum 1 time mellem afslutningen af den første undersøgelse og påbegyndelse af den næste.

 

 


Det drejer sig hyppigst om situationer, hvor:

 

  • Pupilreaktionen ikke kan undersøges pga. udtalt hævelse af ansigtet
  • Responset fra ekstremiteterne ikke kan undersøges pga. bandagering eller medullær læsion
  • pCO2 på ≥ 8 kPa i arteriepunktur, temp ≥ 35 grader eller BT ≥ 90 mmHg ikke kan opnås

 


Overflytning af patient med henblik på 4-kars angiografi

 

4-kars angiografi foretages kun på Universitetshospitalerne i Aalborg, Aarhus, Odense og på Rigshospitalet. Det betyder, at patienter på et regionshospital, der skal have fortaget 4-kars angiografi med henblik på hjernedødsdiagnosticering, skal overflyttes. Det er det hospital, der foretager 4-kars angiografien, der også foretager de 2 kliniske hjernedødsundersøgelser. 

 

Muligheden for, at patienten kan modtages på et universitetshospitalet, skal være undersøgt, før de pårørende informeres om, at undersøgelsen er en forudsætning for gennemførelse af organdonation. 

 

Inden overflytningen iværksættes, skal det sikres, at der foreligger et samtykke til organdonation og de pårørende skal være informeret om formålet med overflytning. Når pårørende er informeret, koordineres overflytningen i et samarbejde mellem intensivafsnittet og transplantationscentret. Efter overflytningen foretager universitetshospitalet de kliniske hjernedødsundersøgelser, 4-kars angiografi og det fortsatte donationsforløb.

 

Hvis pårørende påføres udgifter i tilknytning til overflytning af en patient med henblik på diagnosticering af hjernedød og gennemførelse af organdonation, skal udgifterne afholdes af regionen. Se afsnittets egne retningslinjer for dette. 

Når en patient er overflyttet med henblik på 4-kars angiografi og organdonation, betaler regionen for hjemtransport af den afdøde, under de betingelser der fremgår af bekendtgørelsen.

 

Dokumentation af dødstidspunkt

Efter donoroperationen skal dødstidspunktet anføres på dødsattestens side på følgende måde:

 

  • Ved klinisk hjernedødsundersøgelse anføres dødstidspunktet som afslutningen af 2. hjernedødsundersøgelse. Det er 2. hjernedødsundersøgelse der bekræfter hjernedødsdiagnosen
  • I de tilfælde, hvor den kliniske hjernedødsundersøgelse er suppleret med 4-kars angiografi anføres dødstidspunktet som afslutningen på 2. angiografi undersøgelse. 2. angiografiundersøgelse er den, der bekræfter hjernedødsdiagnosen

Udfordringer med at åbne links i appen

Hvis du oplever problemer med at åbne links i app-versionen, kan du i stedet åbne www.nationalguideline.organdonation.dk på en pc eller i browseren på din mobil.

Vi arbejder på at løse udfordringen.